Maldiverne har længe været kendt som et perfekt mål for en bryllupsrejse, men det er endnu få, der har gennemført selve vielsen derude. Lise og Carsten gjorde alvor af drømmen og blev gift i strandkanten.
Bryllupsceremonien midt i det turkisblå hav markerer højdepunktet på en fantastisk rejse for Carsten og Lise – den ultimative drøm, hvis man ønsker romantik med sol og palmesus i måske jordens mest paradisiske omgivelser. Parret havde tidligere været på Maldiverne i det Indiske Ocean for at dykke, så da bryllupsklokkerne begyndte at ringe, fik Carsten travlt med at planlægge. Efter en del opringninger og e-mails så det ud til, at idéen kunne realiseres.
Soneva er udsøgt luksus
“Fra det øjeblik, vi træder ud af ankomsthallen i Maldivernes lille lufthavn, er det tydeligt, at hotellegenden Soneva Fushi leverer service i en klasse for sig. Som gæster på Soneva mødes vi af hotellets repræsentant, som sørger for, at vi hurtigt kommer væk fra udgangens menneskemylder. Vi bliver kørt de få hundrede meter til hotellets private lounge over vandflyverterminalen, hvor der, ud over forfriskninger og bløde sofaer, også er lejlighed til at dufte til og vælge mellem et bredt udvalg af shampooer, aromatiske natursæber og cremer, så det hele kan stå klar på badeværelset, allerede inden gæsten kommer frem til øen. I loungen kan vi ligeledes gå på opdagelse i hotellets omfattende katalog over musik-CD’er og DVD-film med samme mulighed for forhåndslevering til villaen.
Med vandflyver til drømmeøen
Gæsterne fragtes ud til øerne med små vandflyvere, der giver en enestående mulighed for at se øriget fra luften. Fra vandflyveren hentes gæsterne til hotellet med motorbåd. Her får de en stofpose til fodtøjet samt en opfordring til fra nu af kun at færdes i bare tæer på øen under hele opholdet. ”Ideen er både praktisk og særdeles behagelig, og bidrog til, at vi lynhurtigt følte os hjemme og i ferie-stemning. Besøgende på Soneva Fushi klæder sig generelt uhyre afslappet. Shorts og t-shirt til mænd og lette sommerkjoler eller nederdele til kvinder er ganske enkelt normen. Påklædningen medvirker også til, at man selv med en forholdsvis ordinær husstandsindkomst aldrig føler sig det mindste malplaceret ved siden af de meget velhavende gæster.”
Bryllup på en øde ø
Hver af villaerne på Soneva Fushi har egen butler og altmuligmand tilknyttet, som i Carsten og Lises tilfælde sørgede for alt det praktiske i forbindelse med selve bryllupsceremonien.”Vi blev afhentet af en blomsterdekoreret rickshaw, og Lise fik overrakt sin brudebuket. Så ned til vandet, hvor en motorbåd ventede. En af attraktionerne på Soneva Fushi er den nærliggende øde ø. Øen er formet som en halvmåne, omkring en turkisfarvet lagune, og består udelukkende af fint hvidt koralsand helt uden bevoksning. Øen er en nærmest perfekt badestrand, og denne dag desuden en malerisk ramme omkring vores ceremoni. Nogle palmegrene stukket ned i sandet, en parasol samt et lille bord dekoreret med blomstrende kokos, og en pude, hvor vores ringe var placeret, udgjorde kulissen. Vielsen foregik på engelsk, glimrende fremført af en lidt genert belgier, som tydeligvis havde sin debut i rollen som ’præst’.”
Rundtur i paradis
”Efter ceremonien blev vi sejlet rundt, så vi kunne se solnedgangen, mens vi fik champagne og canapeer. Tilbage i vores villa havde vi lige tid til et hurtigt bad, inden vi igen blev sejlet ud på sandøen til vores bryllupsmiddag. På øen var der resten af aftenen kun vores tjener, to kokke, os selv og en fantastisk stjernehimmel, der spejlede sig i havet.” Efter bryllupsnatten startede Carsten og Lises bryllupsrejse – 12 dage med rundt mellem øerne. ”Vores tur sluttede på det fantastiske Soneva Gili, hvor alle gæstehusene er bygget på pæle ude i havet. Service, gastronomi og vinkælder er i absolut topklasse, men det er hotellets konstruktion, der er det virkeligt imponerende. I de specielle konstruktioner har man formået at udnytte beliggenheden på vandet maksimalt. Fra næsten alle værelser er der havudsigt, og det imponerende lysindfald giver gæsterne de perfekte muligheder for at nyde havets farvespil.”
Valg af arrangør
Ferieoplevelsen kan falde helt forskelligt ud på to naboøer, fordi de vigtigste elementer er vanskelige at beskrive i et katalog. Det handler blandt andet om stil, stemning og klasse, der tilsammen betyder en verden til forskel. Det er således ikke noget tilfælde, at nogle ressorts koster 4-5 gange mere end de billigste! Hvis man ønsker, at rejsen skal være helt sublim, er det derfor afgørende, at man vælger et rejsebureau med et godt lokalkendskab. Lise og Carsten havde valgt Nyhavn Rejser, der har mange års ekspertise på Maldiverne – se mere på www.nyhavn.dk
Tilbage
Hvem af jer friede?












