Endelig er der friet, og du skal giftes med dit livs store kærlighed, men det kan være en kompliceret forestilling. For at det ikke skal blive en uoverskuelig opgave, har vi samlet alt det, du behøver at vide for at blive viet.
Uanset om I skal giftes i kirken eller på rådhuset, skal I have lavet en ægteskabs-erklæring, som senere bliver skiftet ud med en vielsesattest, når brylluppet har fundet sted. I skal aflevere ægte-skabserklæringen ved kommunen, så I skal henvende jer på kommunekontoret i den kommune, hvor I bor. Hvis I ikke bor sammen, kan I selv vælge, hvilken af jeres hjemkommuner, I ønsker skal lave prøvelsesattesten. På ægteskabserklæringen skriver I under på, at I ønsker at blive gift, og at I begge er egnet til det. At være egnet til at indgå i et ægteskab betyder blandt andet, at I begge er over 18 år, og at I ikke er gift i forvejen. Husk, at underskrifterne på erklæringen ikke må være mere end fire uger gamle, når I afleverer den til kommunen.
Sammen med prøvelsesattesten afleveres:
• Dåbs- eller navneattest
• Personnummerbevis
– det kan eksempelvis være et sygesikringsbevis
• Evt. skilsmissebevillinger, hvis en af jer eller
I begge tidligere har været gift.
Derefter modtager I en prøvelsesattest fra kommunen, som bekræfter, at betingelserne for at blive gift er opfyldt. Denne prøvelsesattest kan tidligst udfærdiges fire måneder før brylluppet, og skal afleveres sammen med en fødsels-, dåbs eller navneattest til den myndighed, som skal foretage vielsen. Det vil i praksis sige præsten eller rådhuset. Uanset om vielsen finder sted i kirken eller på rådhuset, så foregår den efter et fast ritual, der dog ikke er ens for de to steder. Vielsen skal altid overværes af mindst to vidner. Efter vielsen får I en vielsesattest.
Borgerlig vielse
Bliver man gift på rådhuset, kaldes det en borgerlig vielse. Borgerlige vielser foretages af borgmesteren eller en person, som borgmesteren har bemyndiget til det blandt sit personale eller i kommunalbestyrelsen. Ønsker I en borgerlig vielse, kan I frit vælge, hvilken kommune I vil gifte jer i. Det behøver altså ikke at være en kommune, som en af jer bor i. Vielsen foregår på det sted, som kommunalbestyrelsen har anvist. Der er ofte indrettet et værelse, som bruges til vielser. Borgmesteren kan tillade, at vielsen foregår et andet sted, hvis I ønsker det, f.eks. i skoven, på en strand eller i en park. Det skal dog være inden for kommunegrænsen. I forbindelse med borgerlige vielser er der mulighed for, at kommunen kan udpege to vidner, hvis I ikke selv ønsker at medbringe nogen.
Kirkelig vielse
Ønsker I at blive viet i en kirke, skal I henvende sig til præsten eller evt. til kirkekontoret for at aftale tidspunktet. Vielsen skal som udgangspunkt foretages i kirken, men hvis det ikke er muligt f.eks. på grund af en alvorlig sygdom hos enten dig eller din forlovede, er det muligt at blive viet andre steder. Ønsker I at blive viet af en præst et andet sted end i kirken, uden det er begrundet i en sygdom – det kan f.eks. være et sted, som betyder noget ganske særligt for jer – skal I have en tilladelse fra biskoppen. Hvis I ønsker dette, kan præsten oplyse jer om mulighederne, men vær opmærksom på, at ikke alle præster vil indvilge i at foretage vielsen andre steder, og han eller hun er ikke forpligtet til at gøre det, selvom I har præstens tilladelse.
Tilbage
Hvem af jer friede?












