Nachos, tortillas, tequilas, hvem har ikke prøvet at smage disse udsøgte, mexicanske specialiteter under hjemlige himmelstrøg? Tag til et vidunderligt og sikkert område af Mexico, på den østlige side af Yucatan og find ud af, at der er meget mere af kulinarisk art og historisk interesse, end I kan forestille jer.
Den mexikanske Riviera, Tulum Corridor, strækker sig via Highway 307 fra Tulum i syd op over Playa del Carmen til Cancun med den internationale lufthavn over en strækning på ca. 120 km. Området er spækket med historiske monumenter fra Maya-tiden og uspolerede, naturlige oplevelsesparker med vidtstrakte, udendørs akvarier, der indeholder en betagende fauna, såvel over som under vandet.
Området har en enorm tiltrækningskraft på de mennesker, der søger unikke oplevelser og måske vil ”gemme” sig lidt på nogle af de resorts, der ligger som rene perler langs kysten. Enkelte ligger helt isoleret med store parkområder mellem landevejen og hotellet, men stadig med korte afstande til områdets turistudbud. I hovedbyen Cancun ligger hotellerne tæt, og udbuddet er enormt, men området kan virke voldsomt ”turistet” og meget amerikansk - af nogle kaldet ”little-Miami”!
Vi valgte at besøge to forskellige hoteller, som i sine koncepter, tilbud og beliggenhed virkelig appellerer til den kræsne gæst, der stiller krav om høj kvalitet og luksus kombineret med afslappende atmosfære og god service. Ophold på hotellerne udbydes i Danmark af StrobelTravel, som i samarbejde med det lokale agentur for transport og events, Amstar, har udarbejdet planen for vores rejse fra og til DK og transport mellem hotellerne og de steder, vi gerne ville besøge.
DREAMS TULUM Resort & Spa – ”Unlimited Luxury”
Dreams er beliggende i et vidtstrakt mangroveområde, hvor der tillige er gode, trafiksikre forbindelsesveje. 10 minutters kørsel fra resortet ligger Tulum Combo Maya-ruinerne. Mayaernes gamle monumenter, der ligger helt ude ved havet med mulighed for en beach-walk eller svømmetur i det azurblå hav, er med til at give området en særlig mystisk tiltrækningskraft.
1. klasses Resort
Resortet er en luksuriøs oplevelse af arkitektonisk skønhed med en mangfoldighed af skønne haveanlæg, der smyger sig omkring de velbeliggende hotelafsnit og restauranter og omgivet af poolanlæg.. Resortet fremtræder som en ren oase af historie og ubegrænset luksus med et all-incl. koncept, der i sin helhed har perfektion som sit idealmål. Unge såvel som ældre, par eller familier vil til fuldkommenhed få indfriet alle de forventninger, der er med i bagagen hjemmefra.
Dreams Tulum – stedet for dit bryllup
Udover de mange spændende udbud af guidede ture i området og et yderst kreativt event-team omkring vandsportsaktiviteter, tilbyder Dreams et unikt bryllups- og mærkedagskoncept, der intet overlader til tilfældighederne.
På en rundtur i resortet med bryllupskoordinator
Landy Cahum får vi vist, hvad Dreams kan tilbyde det vordende brudepar eller parret på den forventningsfulde bryllupsrejse. Udover de klassiske tilbud skal fremhæves muligheden for at opleve et Spa-område af høj international klasse med alle former for bade og individuelle terapier.
Bryllupskoncept
Der tilbydes smagfuldt indrettede ”unlimited luxury” suites; afgrænsede områder ved stranden, hvor begivenheden kan afholdes, og hvor bryllupsfesten kan arrangeres. Ønsker man en mere ”kirkelig” handling, er der et smukt og stilfuldt kapel til rådighed. Som brudepar er der mange muligheder for tilog fravalg i forhold til den ønskede fest. Resortet er som skabt til den fuldendte vielse og en uforglemmelig bryllupsfest med det azurblå hav og de hvide strande som eksotisk baggrund.
Hotellets fremragende team af kokke opfylder alle ønsker, der måtte være til middagen. Maden kan tilberedes direkte på stranden, mens en bartender fremtryller eksotiske drinks og et fyrigt mexicansk band akkompagnerer med guitar og trompet.
Ceremonien
Under vores 4-dages besøg fandt der i alt 5 vielser sted – alle på stranden. Kate og Jeff, Mark og Elena, Natalie og Mike m.fl. blev smedet sammen under bryllups-portalen. Her står man omgivet af hvidt tyl og med udsigt til havet og bølgeslagene 10 meter borte. Omkring sig har parret de blomster og farver, som de måtte ønske. Alle farvevalg gør sig godt med det azurblå vand som baggrund.
Små bryllupper – store bryllupper, vi overværede alle slags med et gæsteopbud fra 8 – 40 personer. Selve ceremonien vare ca. 15 min. Efterfølgende var der sædvanligvis fotooptagelser langs stranden og i haven, hvor der er utallige muligheder for at få et unikt bryllupsbillede. I tilpas afstand med respekt for højtideligheden danner hotellets andre gæster ofte en festlig, men diskret ramme omkring begivenheden.
Kulinariske oplevelser
Vi bliver budt på et helt usædvanligt og varieret udbud af mad i høj gastronomisk klasse på resortet restauranter. Lige fra en international morgenbuffet med mexicanske specialiteter over lunch- og diner- udbuddet. Besøg el Patio, Seaside-Grill, World Café – det er all-incl., når det er allerbedst!
I de mange udsøgte barer kan man, i modsætning til på mange europæiske destinationer, få næsten alt, hvad hjertet begærer, uden hensyn til, om drinken skal være lokal eller af international tilsnit med den”rigtige” rom eller vodka – you name it!
Værd at se
Inden vores rejse fører os nordpå til Playa del Carmen efter 4 skønne dage på Dreams, nåede vi et absolut ”must” i Tulum: Mayaernes ruiner lige om hjørnet! Et mageløst panorama over ruinerne, der stolt knejser over området og ud mod havet.
Tag blot badetøj med, en trappe fører diskret og sikkert fra ruinområdet ned til en strand, der vil få dig til at tabe næse og mund! Husk at have rigelig kapacitet med på dit memory-card i kameraet – motiverne står ligefrem i kø. Fra Tulum er der bekvem, kort afstand til Xel-ha, verdens største naturakvarium med mange former for naturoplevelser, eller Xcaret tæt ved Playa del Carmen, hvor der kan svømmes med delfiner og meget, meget mere for børn i alle aldre.
Dream Tulum Resort og Spa tilbyder dig og dine en drømmeferie, et bryllupsarrangement eller en honey-moon du aldrig vil glemme!
SECRETS CAPRI Riviera Cancun
Fra Dreams til Secrets – fra drømme til hemmeligheder! Det dækker fint betegnelsen for dette smukke land med dets venlige befolkning og åbne døre for turister, der i stigende antal besøger Yucatan for at få opfyldt feriedrømme, eller for at udforske landets hemmeligheder forankret i den barske, men fortryllende Maya-fortid.
Flot resort
Fra Tulum og 60 km mod nord finder vi Playa del Carmen og Secrets Capri, hvor vi skal være de sidste 4 dage. Allerede ved indkørslen fra Highway 307 fornemmer vi den sikkerhed, der præger resortet. Der er styr på tingene med en diskret og venlig kontrol af alle biler, der kommer. En overdådig modtagelse venter os med champagne og stor opmærksomhed på vores velbefindende.
Modsat Dreams Tulum har man her valgt at lægge vægt på de indre linier med en smuk udsmykning af et storslået lobby- og restaurationsområde på bekostning af arealer med beplantning. Et fantastisk spa-område lidt væk fra hotellets kerne nås med en kort køretur i hotellets golfvogn. Mod havet breder bygningerne sig i en u-form med pool-området, restauranter og barer centralt placeret.
Fra alle lejligheder i de 3-etager høje bygninger er der pragtfuld udsigt over havet. Vi fik tildelt en lejlighed med en skøn terrasse midt i det centrale afsnit og med en betagende udsigt over området.
En rundtur og forevisning af Secrets´s koncept med bryllupskoordinator Martina Majrhofer og sales manager Rocio Rossainz bekræftede, at man også her trygt kan overlade forberedelserne og gennemførelsen af et bryllup eller en bryllupsrejse. Teamet af medarbejdere, er bare ansat for at gøre den store dag til den største i livet for jer.
Et bryllup hver dag
Hotellet gennemfører ca. 400 bryllupper årligt. Den ceremonielle afvikling foregår som regel på stranden, men tæt ved er indrettet en smuk plads med en ”Gazebo”, som også kan benyttes. Bryllupsrejser og ”runde” dage i disse smukke omgivelser er yderst populære. På andendagen af vores korte ophold, som lå udenfor højsæsonen, noterede vi os 30 par, der enten var på bryllupsrejse eller på ”bryllupsdags-ophold”. Hotellet markerer dette ved en diagonal udsmykning på døren til lejligheden med et hvidt bånd og en lykønskningstekst – smukt og enkelt! Det skal nævnes, at Secrets Capri´s koncept alene er baseret på ophold for voksne.
Lunch på stranden / Diner på mexicansk eller japansk
Centralt, næsten i vandkanten, ligger restauranter i to etager med en skøn bar, der kan tilfredsstille ethvert krav til drinkens sammensætning – prøv en Bob Marley eller en traditionel Long Islands.
Der er ikke bufféter – al servering er á la carte og de mexicanske specialiteter er superlækre!
”Ocean View” på 1. sal tilbyder alene fisk og skaldyr, mens ”Seaside Grill” i stueetagen er mestre i en god bøf – prøv en New Yorker beef, hvis du ikke er til det mexicanske hele tiden!
Under hotellets lobby befinder der sig en udsøgt sushi-restaurant – side om side med den italienske ”Portofino”. Forplejningsdelen af all-incl.
konceptet er helt uovertruffen – der er bare høj kvalitet for pengene, specielt bydes der på gode og spændende lokale vine eller vine fra Californien, og så er den mexicanske øl Coronaen jo heller ikke at fornægte.
Værd at prøve
Hjemmefra havde den mandlige part en drøm om en fisketur fra kysten ud i det blå ocean vel vidende, at sæsonen ikke lige var til Marlin eller Sailfish, men mindre kunne også gøre det. Overalt er der muligheder, og Amstar har utallige kontakter til turbåde fortrinsvis fra Cancun, men også fra den meget mindre havn Puerto Morelos kun 25 min.
kørsel fra Secrets. Hvordan turen gik kan du læse om i beretningen ”Hole in one” i GOMMEN 2011.
Kan man betale sig fra en ferie i Mexico?
Med et all-incl. ophold på Dreams Tulum eller Secrets Capri hotellerne, behøver I kun til lommerne, når der skal betales drikkepenge for kufferten, en chauffør eller en god tjener. Med det udvalg og den standard, som hotellerne kan præstere, er der nemlig ikke grund til at overveje et besøg på andre restauranter udenfor resortet.
Der er utallige spændende muligheder for oplevelser udenfor. Se de mange tilbud Amstar har – ofte med gode rabatter, hvis I vælger flere aktiviteter spredt ud over ferien. En hel dags oplevelse for livet i f.eks. Xcaret Naturpark kan gøres for 250 USD for 2 voksne og 2 børn.
Kontakt STROBEL TRAVEL i Århus, så er I sikre på, at alt er på plads hjemmefra. De kan strikke den rigtige rejse sammen til jer og være tovholder på en evt. kontakt til de stedlige bryllupskoordinatorer eller Amstar, hvis I også gerne vil have lokaltransport og udflugter på plads hjemmefra.
Farvel til Mexico for denne gang – we will be back for sure!
Hvem af jer friede?












