Vand er vitalt for alt liv. Ved den smukke Olifants River i Sydafrika drikker dyrene, og flodensvand giver liv – liv til en utrolig mangfoldighed af dyr og planter. Naturen er unik og varieret, vild og uspoleret, og landskabet er åndeløst smukt.
Endelig, en småkold efterårsdag, er det endelig blevet tid for vores tur til Sydafrika. Jeg er spændt på, hvad der venter og glæder mig som et lille barn til, for en tid at lægge alt stess, jag og storby bag mig og i stedet lade naturoplevelser af største karat fylde hverdagen. Vi er på vej til Nyati Safari Lodge.
Turen går fra København med en mellemlanding i Zürich videre til Johannesburg. Herfra er det med tilbageholdt åndedræt, at vi sætter os i en Dash 8 og lader os transportere videre til Hoedspruit. I Hoedspruit ventes vi af Nyati’s ranger Martin, der kører os den sidste times transport til Nyati.
På lodgen er vi ventet. Hele medarbejderstaben er på plads foran hovedbygningen og byder os velkommen med afrikansk sang. Så er stemningen lagt, og 4 oplevelsesrige og fuldstændig betagende dage venter forude. Overalt fra lodgen er der den herligste udsigt over floden, hvor flodheste og krokodiller har deres hjemsted, og hvor andet vildt kommer for at drikke.
Selv efter en rejse på 24 timer forstummer trætheden i betagelse over det smukke sted, vi er ankommet til. Efter en let frokost bliver vi installeret i Olifants 1, vores helt egen villa med 3 store soveværelser, stor stue, fuldt udstyret køkken og 2 badeværelser og egen swimmingpool. Vi tager en rundtur i området, og begejstringen er stor, da vi pludselig ser 2 store elefanter komme ned til floden for at drikke. En oplevelse for livet
Kulinariske oplevelser
Om aftenen er der middag i hovedbygningen. Her findes restauranten, hvor middagene i de køligere vintermåneder indtages indendørs til den hyggelige buldren fra den åbne pejs. I de varme sommermåneder dækkes op på den store, overdækkede terrasse, hvor bushens lyde giver middagen en ekstra dimension, når en løves brøl i det fjerne bryder cikadernes sang og nattens stilhedEn ikke uvæsentlig del af Nyati Safari Lodge’s koncept er det kulinariske aspekt. Køkkenet byder på et højt gastronomisk niveau med menuer, der er en refleksion af internationalt og traditionelt afrikansk Cuisine. Kokkene tryller med udsøgte lokale råvarer og gøre hvert enkelt måltid til en oplevelse for sig.
”The big five”
Den efterfølgende morgen/nat bliver vi vækket kl. 04.15, det er tid til at gøre os klar til turen til Kruger National Park. Turen langs med Olifants River mens solen står op er fuldstændig overvældende. Lodgen har sørget for at vi har fået morgenmad med til køreturen der varer ca. 1 ½ time. Vores forhåbninger er naturligvis, at vi får set ”the bige five”, som er en gammel jagtbetegnelse for elefant, løve, leopard, næsehorn og bøffel, men vi ved, at naturen ikke stiller nogen garanti. Elefanten har vi allerede set hjemme på lodgen, men vi mangler de sidste fire...
Undervejs nyder vi godt af Martins utrolige fortælleevne og hans mange års oplevelser som ranger. Han spotter nemt et næsehorn (som vi andre aldrig ville have registreret), og da en flok bøfler pludselig kommer til syne, begynder stemningen at stige. Vi har ikke været i Kruger mere end knap to timer, og vi mangler ”kun” to dyr – løven og leoparden. Midt på formiddagen gør vi holdt ved en lille lodge hvor der serveres kaffe og en afrikansk kage.
Tilbage i jeepen ligger endnu et par timers kørsel, inden frokosten venter. Det gælder om at holde sig vågen under hele turen – hvilket af og til kneb for et par enkelte deltagere – men det skulle vise sig at give bonus for os andre. Indrømmet; det var kun ganske få sekunder den var synlig – men den var der – leoparden. Hvilket er det sværeste dyr af ”the bige five” at spotte. Den anden bil, der kørte en lille kilometer foran os, missede synet og desværre gik det også så hurtigt, at ingen nåede at få et billede, men skidt – vi SÅ den. Så manglede vi bare en løve, så var den ekspedition fuldført. De viste sig hurtigt. Den første bil havde spottet en lille gruppe løver, der lå og slængede sig i skyggen. Desværre var de forholdsvis langt væk, men der var ingen tvivl – på mindre en 5 timer havde vi set ”the big five” fantastisk.
Frokost i bedste ”Karen Blixen-stil”
Parken deler grænse med Mozambique, og den første strækning fører vejen gennem lavt mopane buskland. På vej mod udgangen i Orpen ændrer naturen sig igen, og den torn- og marullaklædte savanne er et yndet tilholdssted for gnu, gepard samt det hvide næsehorn. Frokosten bliver indtaget i bedste ”Karen Blixen-stil” ved et veldækket bord midt ude i naturen og sætter prikken over i’et på denne dejlige dag i bushen.
Et brøl i den afrikanske nat
Om aftenen var der stor middag på dækket i hovedbygningen. Der er max 25-30 gæster på Nyati, når der er fyldt op, og snakken gik livligt om dagens oplevelser, mens vi sad og nød den pragtfulde middag, stemningen og lydene. Aftenen fik en noget uventet, men vanvittigt spændende afslutning, da vi kort efter ankomsten tilbage til vores villa, hørte brøl nedenfor terrassen. De to mandlige deltagere mente nok at vide, at det VAR løver, men den dag i dag diskuteres der stadig, om det var løver eller flodheste. Uanset om det var det ene eller det andet, var det en fantastisk oplevelse at vide sig så tæt på dyrene i deres rette element.
Næste dag var vores sidste hele dag og vi gjorde os klar til den sidste udflugt. En privat tur med Martin og et skarpladt gevær, hvor vi fik lov til at komme helt ned til floden. Nattens regnvejr havde gjort skovvejen glat, og det resulterede i, at den yderst terrængående jeep sad fast. Gode råd var dyre. Vi var nødt til at stige ud af bilen – noget der ellers er strengt forbudt. Ved fælles hjælp fik vi bilen fri, netop som en tilkaldt assistance nærmede sig. Turen sluttede med en ”sun-downer” med den mest fantastiske udsigt ude over bushen og bjergene i baggrunden.
Efter en fantastisk tur var det tid til at returnere til Danmark. Vi kunne sagtens have brugt meget mere tid på dette fantastiske sted, og alle som én er vi enige om, at vi gerne besøger Nyati igen. Indkvartering, service, oplevelser, udflugter og det kulinariske får alle et stort fem-tal herfra.
10 dages ophold på Nyati Safarilodge med All-Inklusive (fuld forplejning, alle drikkevarer og stort udflugtsprogram) starter ved ca. 16.950,- pr. person. Rejser til Nyati Safarilodge kan bestilles hos Voya Travel – 7026 0407
Tilbage
Hvem af jer friede?












