Kirkelig vielse
Ønsker I at blive viet i en kirke, skal I henvende sig til præsten eller evt. til kirkekontoret for at aftale tidspunktet. Vielsen skal som udgangspunkt foretages i kirken, men hvis det ikke er muligt f.eks. på grund af en alvorlig sygdom hos enten dig eller din forlovede, er det muligt at blive viet andre steder. Ønsker I at blive viet af en præst et andet sted end i kirken, uden det er begrundet i en sygdom – det kan f.eks. være et sted, som betyder noget ganske særligt for jer – skal I have en tilladelse fra biskoppen. Hvis I ønsker dette, kan præsten oplyse jer om mulighederne, men vær opmærksom på, at ikke alle præster vil indvilge i at foretage vielsen andre steder, og han eller hun er ikke forpligtet til at gøre det, selvom I har præstens tilladelse.
Valget af kirke
Det første, man gør ved et kirkebryllup, er, at opsøge en præst i det sogn, hvor man ønsker at blive gift. I skal henvende jer mindst seks uger før brylluppet, men vær opmærksom på, at der kan være meget længere ventetid, så er der en særlig dag, I ønsker, at brylluppet skal finde sted, så skal I henvende jer i god tid. Det er ikke usædvanligt, at folk henvender sig op til et år, inden brylluppet finder sted. Vælger I en kirke, som ligger udenfor det sogn, hvor enten du eller din forlovede bor, så gør det i god tid, da ”sognets børn” har første prioritet på datoerne. Præsten har ikke pligt til at vie et par, som ikke bor i sognet, men i langt de fleste tilfælde er det ikke noget problem, specielt ikke hvis I har en god grund til at vælge den pågældende kirke, frem for den kirke som I naturligt hører til. Hvis det er fordi, I har et godt forhold til præsten eller synes han eller hun holder nogle gode prædikener, kan det sagtens fungere som en god grund.
Tal med præsten inden brylluppet
Inden den kirkelige vielse skal I have en personlig samtale med præsten. Præsten vil gerne have nog-le informationer om jer, så han kan forberede en personlig tale til jer i kirken. Hvis I allerede kender præsten personligt, kan I bruge samtalen til at aftale andre detaljer for vielsen. Det er en god idé at få afklaret, om der må tages billeder og filmes i kirken, mens andre tilbyder, at kirketjeneren eller en anden person optager det hele på video. Hvis I har andre ønsker som f.eks. en solist eller en musiker, som ikke er en del af kirkens almindelige tilbud, skal I også aftale dette med præsten, uanset om I selv finder dem, der skal spille, eller om I bruger nogle, præsten samarbejder med. Det er præsten, der afgør, om der kan spilles andet end salmer under brylluppet i kirken. Samtidig aftaler I, hvilke salmer, som skal synges på dagen, samt pyntning af kirken.
Tilbage
Hvem af jer friede?













Kommentarer