Barcelona er et af Europas absolut hippeste steder netop nu. Byen syder af stemning, og der er masser af seværdigheder, gode hoteller og spændende restauranter, og ikke langt fra byen kan man virkelig blive udfordret og få sit adrenalinkick. Skal bryllupsrejsen foregå i Europa, danner Barcelona og de nærliggende Pyrenæer den perfekte ramme.
Barcelona opfatter sig selv som Spaniens uofficielle hovedstad, og det er også her i Spaniens næststørste by, at de nyeste trends skabes, nattelivet syder og energien pulserer døgnet rundt.
Hvis rammerne for opholdet skal være de bedst tænkelige, kan man indlogere sig på Hotel AB Skipper, der ligger lige ud til yachthavnen. Hotellet er femstjernet og splinternyt, og hvis ikke byens mange seværdigheder lokkede lige uden for døren, kunne man sagtens tilbringe en hel uge på hotellet. På øverste etage ligger en udendørs pool, der har åbent hele året. Dyre liggestole, silkeforhæng, parasoller og en bar omkranser bassinet, og det hele er så specielt designet, at flere firmaer har lejet stedet for at skyde reklamefilm – blandt andet et spansk kosmetikfirma.
I nederste etage ligger to restauranter – og endnu en swimmingpool. På værelset venter jacuzzien, elegante lædermøbler og udsigten over Barcelona, og i baren laver man sin helt egen gin & tonic med hjemmedyrket lime. Er man til den helt vilde luksus, kan man leje hotellets yacht med fuld besætning, sejle ud i Middelhavet og se Barcelona fra søsiden.
Hotellet er stærkt vanedannende, og overalt har man udvalgt det bedste af det bedste: i baren serveres Häagen-Dazs is, på bladhylden ligger Wallpaper, og på alle værelser står en af de helt nye Nespresso kaffemaskiner til rådighed. En ”pillow-menu” præsenterer fire forskellige typer hovedpude, man kan vælge imellem, og inden man skal sove, bliver der diskret banket på døren, og sammen med et stykke ”godnat chokolade” får man lige morgendagens vejrudsigt leveret.
Sydende stemning
Ikke langt fra Hotel AB Skipper ligger Ramblaen, der må betegnes som Barcelonas livsnerve. Fra Placa de Catalunya i den nordlige ende til Columbus-monumentet i den sydlige går den godt en kilometer lange boulevard midt gennem byen. Alle, der skal se - og vil ses - kommer her, og det meste af døgnet er der fyldt med turister, optrædende, fortovscaféer og livlige handlende.
Nord for Placa de Catalunya ligger Barcelonas dyreste forretningsgade, Passeig de Grácia, så hvis kreditkortet trænger til at blive brugt, ligger Gucci, Vuitton, Rolex og Prada side om side. Men de hyggeligste steder finder man i de små sidegader. Masser af butikker har hver deres speciale, som fx butikken med balletudstyr, kurvemageren eller hulen med cava, Spaniens svar på champagne.
Det er umuligt at beskrive Barcelona fyldestgørende på få sider. Man kunne fortælle om verdens måske bedste restaurant, El Bulli, der også ligger i Barcelona, og hvor der skal bestilles bord i op til et år i forvejen. Man kunne beskrive Camp Nou med plads til 120.000 tilskuere, hvor FC Barcelona spiller deres hjemmekampe, eller man kunne nævne Montjuic-parken, der huser de olympiske anlæg, og hvorfra man har det flotteste vue ud over byen.
Forskellige behov
En uges tid med romantiske middage, stearinlys og smukke solnedgange vil de fleste sætte pris på, men hvis behovet for adrenalin, spænding og udfordrende aktiviteter melder sig, ligger den lille bjergstat, Andorra, meget tæt på Barcelona. Landet har med rette opnået status som et af Europas helt store centre for alpine aktiviteter, både sommer og vinter. Om vinteren kan man opleve noget af Pyrenæernes bedste skiløb, og om sommeren lokker bjergene med blandt andet mountainbiking, klatring og
canyoning. I løbet af et par timer kan man komme fra Barcelona til Andorra, og der er masser af daglige busforbindelser. Er man til udfordringer og adrenalin, er Andorra et absolut must.
Wellness efter aktiviteterne
Den smilende værtinde modtager os i receptionen, og hun forsyner os straks med tykke housecoats og badehåndklæder. Derefter introduceres vi til faciliteterne i Andorras store wellness-center, Caldea, der er et oplagt sted at slutte efter udfordringer i bjergene.
De næste timer foregår på solterrassen ved den udendørs pool, i de aromatiske termalbade, i jacuzzien, i den tyrkiske Hammam og på massagebriksen.. Der er indrettet et særligt rum med dæmpet belysning og vandsenge, hvor man kan hvile ud efter massagen. Her falder mange gæster I søvn, mens andre fortsætter aftenen i Caldeas Michelinstjerne-restaurant.
Er man til kultur, god mad, seværdigheder og historiske omgivelser finder man det i både Andorra og Barcelona. Foretrækker man aktiviteter, er Pyrenæerne det helt rigtige sted, og hvis det er ultimativ luksus, man går efter – ja, så får man også det. Uanset hvad man søger på rejsen, kan den perfekte cocktail sammensættes i Barcelona og Andorra.
Hotel AB Skipper: www.hotelabskipper.com
Hotellet - 5* - ligger
Caldea, der er det største wellnesscenter i Europas bjerge ligger i Andorras hovedstad, La Vella. Entréen varierer alt efter, hvad man ønsker, men regn med 30 – 50 euro for en dag. www.caldea.com
Hvem af jer friede?












